MS Toftegård

MS|TOFTEGÅRD

Vandingssæsonen er startet

Hvad ved du om vandingssæsonen? Ved du for eksempel, hvornår den begynder? Eller hvorfor det er vigtigt at vande et nyplantet træ? Og hvilken betydning har vanding for byens biodiversitet?

Vanding af natur i byzoner
Officielt, jævnfør Københavns Kommune, ligger vandingssæsonen fra d. 15. april frem til d. 1. september. I år begyndte vi allerede at vande før påske. Når vi går ind i sommerperioden, vander vi mindst én gang om ugen.

Sommersæsonen spænder fra d. 1. juli til d. 15. august. Uden for sommersæsonen vander vi i snit hver anden uge. 90% af vores sager hos MS Toftegård følger denne retningslinje; men naturligvis tilpasser vi os vind og vejr og vander efter planternes behov. Sidste år begyndte vi allerede vandingssæsonen i marts grundet den varme sommer i 2021.

Vi hjælper de nye træer på vej
På grund af bylandskabet, har mange af de træer vi ser i og omkring København en begrænset jordvolumen. Det vil sige at de er plantet inden for en plantekumme med en vis overfladestørrelse og dybde. Ofte er jordlaget herunder ikke specielt egnet til rodvækst. Det resulterer ofte i, at træet kan have svært ved både at optage og oplagre vand. Derfor har træerne behov for kunstig vandtilførsel. Og det er her, vi kommer ind i billedet!

Træets begrænsede jordvolumen gør dog, at træet også er mere følsomt for overvanding. Derfor benytter vi vandingsposer. Vandingsposer fastgøres enkeltvis eller parvis via lynlås omkring træstammer, og kan rumme 75 liter vand, der i løbet af 12 timer drypper ned i træets rodsystem. En række undersøgelser viser også positiv effekt af vandingsposer på vækst af nye træer. Dette er blandt andet fordi nyplantede træer ofte har mistet en stor del af deres rodnet i overførslen fra planteskolen, og derfor har brug for mere end bare naturligt nedbør for at sikre kronens vandforsyning. 

Sidste år fyldte vi hvad der svarer til 140.000 vandingsposer. Det vil sige, at vi kørte cirka 10.5 millioner liter vand ud til træerne i og omkring Københavns Kommune. Det er meget vand. Men vandet er med til forbedre planternes levevilkår og dermed styrke biodiversiteten i København.

Effektivitet sætter dagsordenen for vanding
Hos MS Toftegård, arbejder vi med det nyeste og mest effektive vandingsudstyr. Vores vandingsvogn er specialbygget og bruger pumper fra brandindustrien. Vi er også meget bevidste om grøn omstilling og gøre en forskel i byzonerne og arbejder målrettet på at udfase dieselkøretøjer i vores drift.

Danmarks mest effektive vandingsbiler
Vi har faktisk Danmarks mest effektive vandingsbiler, som kan fylde poserne hurtigt. En stor del af vandingsprocessen handler for os om logistikken. Derfor bruges der omhyggelig tid på planlægningen af vores vandingsruter omkring vandtapningslokationerne, for at spare brændstof og dermed minimere udledningen af CO2. Udover optimeringen af vores vandingsruter, så investerede vi sidste år i en MELEX-elbil der nu kører nogle af ruterne inde i byen. Alle ruter bliver dokumenteret igennem vores kvalitetssikringssystem.

Danmarks mest driftige medarbejdere
Foruden vores effektive vandingsbiler, så har vi effektive medarbejdere! De er driftige af natur og sikrer hver eneste dag, at biodiversiteten opretholdes og skaber bedre levevilkår for byens insekter og planteliv.

Vi er i fuld gang derude!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *